Morituri (Wicki, 1965)
Marlon
Brando havde en meget naturlig spillestil og kunne sige meget mere med
et løftet øjenbryn end med de egentlige replikker. I Bernhard Wickis
Morituri
fra 1965 spiller Brando tyskeren Crain, der er gået i eksil i Østen
under Anden Verdenskrig. Han bliver afpresset af den britiske
efterretningstjeneste til at udgive sig for en SS-officer og rejse med
ombord på et skib, der skal fragte 7.000 tons gummi til Europa. Det vil
englænderne gerne have fingrene i til deres krigsmateriel, men skibet er
udstyret med en stak bomber, der kan sænke det, hvis det risikerer at
falde i fjendens hænder. Disse bomber skal Crain demontere, men skibets
kaptajn Mueller holder skarpt øje med ham.
Som Crain får Brando
føjet endnu et nuanceret portræt til hans CV. Crain ønsker ikke at
deltage i krigen, men under trussel fra en britisk officer om at blive
smidt ud af fly over Tyskland, må han modvilligt gå med til missionen.
Han er ikke nogen helt, ej heller nogen skurk. Han er et ganske
almindeligt menneske, der ikke har lyst til at deltage i en
altødelæggende krig, om det er så er på de allieredes eller tyskernes
side. Alt det får Brando leveret stille og roligt, uden nogen hysteri.
Crains overflade krakelerer kun i nogle få øjeblikke, hvor han er alene i
sin kahyt. Det er meget overbevisende gjort.
Som Brandos med-/modspiller ser man Yul Brynner, der ligesom Brando var god til at underspille, når det gjaldt. I
Morituri
er han rolig og kølig i det meste af filmen, men man aner hele tiden
den uro, der lurer under overfladen. Han er ikke nazist, men arbejder
bare for dem, da han ikke kan blive fri.
Musikken er af den allestedsnærværende i 1960erne og 1970erne Jerry Goldsmith, der med musikken til
Morituri har komponeret endnu et flot score. Det er ikke et score, som man går og nynner bagefter, men det fungerer fint i filmen.
Conrad L. Hall, der senere fotograferede
Butch Cassidy and the Sundance Kid,
In Cold Blood og
Road to Perdition, står bag kameraet på denne film og han gør det fabelagtigt. Hvis man interesserer sig lidt for filmfotografering, så er
Morituri et rigtigt godt bud på hvordan det gøres bedst. De sort/hvide-billeder er tæt på at blive film noir til tider.
På Blu-ray-udgivelsen af
Road to Perdition
er der et anbefalelsesværdigt og alt for kort halvtimes-program om
Conrad L. Hall og hans karriere. Han døde efter færdiggørelsen af den
film.