Morituri (1965)

Morituri (Wicki, 1965)

Marlon Brando havde en meget naturlig spillestil og kunne sige meget mere med et løftet øjenbryn end med de egentlige replikker. I Bernhard Wickis Morituri fra 1965 spiller Brando tyskeren Crain, der er gået i eksil i Østen under Anden Verdenskrig. Han bliver afpresset af den britiske efterretningstjeneste til at udgive sig for en SS-officer og rejse med ombord på et skib, der skal fragte 7.000 tons gummi til Europa. Det vil englænderne gerne have fingrene i til deres krigsmateriel, men skibet er udstyret med en stak bomber, der kan sænke det, hvis det risikerer at falde i fjendens hænder. Disse bomber skal Crain demontere, men skibets kaptajn Mueller holder skarpt øje med ham.

Som Crain får Brando føjet endnu et nuanceret portræt til hans CV. Crain ønsker ikke at deltage i krigen, men under trussel fra en britisk officer om at blive smidt ud af fly over Tyskland, må han modvilligt gå med til missionen. Han er ikke nogen helt, ej heller nogen skurk. Han er et ganske almindeligt menneske, der ikke har lyst til at deltage i en altødelæggende krig, om det er så er på de allieredes eller tyskernes side. Alt det får Brando leveret stille og roligt, uden nogen hysteri. Crains overflade krakelerer kun i nogle få øjeblikke, hvor han er alene i sin kahyt. Det er meget overbevisende gjort.

Som Brandos med-/modspiller ser man Yul Brynner, der ligesom Brando var god til at underspille, når det gjaldt. I Morituri er han rolig og kølig i det meste af filmen, men man aner hele tiden den uro, der lurer under overfladen. Han er ikke nazist, men arbejder bare for dem, da han ikke kan blive fri.

Musikken er af den allestedsnærværende i 1960erne og 1970erne Jerry Goldsmith, der med musikken til Morituri har komponeret endnu et flot score. Det er ikke et score, som man går og nynner bagefter, men det fungerer fint i filmen.

Conrad L. Hall, der senere fotograferede Butch Cassidy and the Sundance Kid, In Cold Blood og Road to Perdition, står bag kameraet på denne film og han gør det fabelagtigt. Hvis man interesserer sig lidt for filmfotografering, så er Morituri et rigtigt godt bud på hvordan det gøres bedst. De sort/hvide-billeder er tæt på at blive film noir til tider.

På Blu-ray-udgivelsen af Road to Perdition er der et anbefalelsesværdigt og alt for kort halvtimes-program om Conrad L. Hall og hans karriere. Han døde efter færdiggørelsen af den film.