søndag den 16. august 2015

The Bridge on the River Kwai: The Score

David Lean stod i løbet af sin karriere bag en stor stak film i mange forskellige genrer. De genrer, som han er mest husket for i dag, er den episke storfilm (f.eks. "Lawrence of Arabia" fra 1962) og krigsfilmene (f.eks. "The Bridge on the River Kwai" fra 1959).

Kwai-filmen kan sagtens gå ind under begge definitioner, da den varer små 160 minutter. Den føles dog ikke på noget tidspunkt for lang, lidt a la "Lawrence of Arabia" med sine godt og vel fire timer.

Leans fortællestil er en af hovedårsagerne til dette, da han forstod at fortælle en historie med god plads til personlighederne i filmene og ikke mindst forstod at få castet en fremragende stak skuespillere.

I Kwai-filmen havde han (som så ofte før og siden) Alec Guinness samt William Holden, Jack Hawkins og ikke mindst Sessue Hayakawa som Colonel Nicholsons nemesis i fangelejren.

En lille sjov sidenote: Sessue Hayakawa medvirkede året efter Kwai-filmen i Jerry Lewis-komedien "The Geisha Boy", som blev instrueret af Frank Tashlin, en tidligere tegner og gag-mand ved Warner Bros.-tegnefilmsstudierne. Tashlin havde taget springet til at lave film med virkelige mennesker og hvad var mere nærliggende end at arbejde sammen med den menneskelige tegnefilm Jerry Lewis?

"The Geisha Boy" er fyldt med sight gags og vanvittige indfald, bl.a. bliver Jerrys hvide kanin lyserød (solskoldet) af at have ligget for lang tid og solet sig i en swimmingpool. Et af de andre gags i filmen er Jerrys svigerfar i Japan, der spilles af Sessue Hayakawa, stadig i kostume fra Leans film og med en miniatureversion af broen fra filmen i baghaven.


Et andet plus, der altid var ved David Leans film, var musikken. I hans senere film arbejdede han ofte sammen med Maurice Jarre, men til "The Bridge on the River Kwai" arbejdede han sammen med Malcolm Arnold, der leverede et flot og meget militaristisk score, der er meget march-agtigt. Det passer jo også ret fint til filmens handling.

Det berømte stykke fløjte-musik "Colonel Bogey March", som man især husker fra "The Bridge on the River Kwai", er ikke skrevet af Malcolm Arnold, men er helt tilbage fra 1914 og skrevet af F. J. Ricketts, der var bandleder i den britiske hær.

 

Historien bag det stykke musik er ret fascinerende og det blev brugt, ligesom "Der Fuehrer's Face" som et stykke patriotisk musik med tekst under 2. Verdenskrig under titlen "Hitler Has Only Got One Ball".

lørdag den 15. august 2015

Where Eagles Dare: The Score

Hvis man ikke allerede har stiftet bekendtskab med den klassiske krigsfilm "Where Eagles Dare" AKA "Ørneborgen" med Richard Burton, Clint Eastwood og Ingrid Pitt i hovedrollerne, så er det bare med at komme i gang. Det er en af mine personlige favoritter fra dengang og den holder stadig 100 %.

Noget af det, der gør filmen ekstra fantastisk, er det forrygende score af Ron Goodwin.

fredag den 14. august 2015

Klassisk britisk tv-serie og 2014-krigsfilm instrueret af Angelina Jolie

Siden sidst er der ankommet en DVD-boks med den klassiske britiske tv-serie "Dad's Army" (1968-1977), der er skabt af de samme personer, der også stod bag "'Allo 'Allo" (1982-1992). Den serie, som de fleste kender, var faktisk en slags komedieversion af den seriøse tv-serie "Secret Army" (1977-79).


Jeg havde set et par afsnit af "Dad's Army" på DR K og den faldt ret godt i min smag. Den er fjollet og tilpas gakket til min komediesmag, så den måtte hjem, da Amazon.co.uk kørte et tilbud for nogle uger siden.

Desværre er det også en af de mange tv-serier fra BBC, der fik slettet afsnit i slutningen af 60erne ligesom f.eks. "Doctor Who", så der mangler nogle afsnit i de første sæsoner. Det er altid beklageligt - og ikke specielt fremsynet af BBC dengang - men heldigvis er der ikke nogen gennemgående historie i serien, så man misser ikke vigtige plotpointer.

Der er i øvrigt en spillefilmsudgave på vej med Michael Gambon, Bill Nighy, Toby Jones, Tom Courtenay og Mark Gatiss. Den er instrueret af Oliver Parker, der bl.a. har stået bag de to St. Trinian's-film, "Othello" (med Kenneth Branagh og Laurence Fishburne) og "The Importance of Being Earnest".



Her er et afsnit fra sæson/serie 4:




Fra CDON ankom Angelina Jolies anden film som filminstruktør: "Unbroken" fra 2014.

Den har fået ret mange roser og da jeg som bekendt er en sucker for krigsfilm, så skulle den hjem til den lille krigsfilms-samling.

mandag den 23. februar 2015

Region A: A whole new world

Jeg er blevet den glade indehaver af en Region A-afspiller, som jo har betydet, at der skulle lidt nye film hjem til samlingen, heriblandt nogle krigsfilm: The Flowers of War, In Darkness, No Place on Earth, The Odessa File og The Railway Man.

tirsdag den 3. februar 2015

The Complete Humphrey Jennings 1-3 (BFI)

Dokumentaristen Humphrey Jennings (1907-1950) stod bag mange af de mest ikoniske britiske propaganda-film under 2. Verdenskrig.

BFI har udgivet hans samlede filmografi på tre stk. Blu-ray/DVD-combo-udgivelser, hvoraf jeg indtil videre har modtaget vol. 2 og 3 (vol. 1 er på vej).


Ligesom med Shoah-boksen ser jeg frem til at komme i gang med hans film, som har modtaget stor ros overalt.

Her er et par af hans film:


Shoah and 4 Films After Shoah (Eureka/The Masters of Cinema)




Eureka / The Masters of Cinema har netop udgivet Claude Lanzmanns mastodont-serie Shoah fra 1985 på Blu-ray. Udover den ni timer lange dokumentar indeholder boksen de fire efterfølgende dokumentarer: A Visitor from the Living fra 1999, Sobibor fra 2001, The Karski Report fra 2010 og ikke mindst The Last of the Unjust fra 2013. Boksen indeholder også en 300 siders bog.

Jeg modtog boksen med posten i dag og ser frem til at komme i gang med den.






The Monuments Men: The Score

George Clooneys femte film som instruktør The Monuments Men blev ikke nogen kæmpe succes.

Den er lidt ufokuseret skrevet, hvilket gør, at filmen desværre ikke er så engagerende som man kunne have håbet.

Man kan dog ikke sætte en finger på filmens tekniske side, hvor især Alexandre Desplats flotte score er værd at fremhæve. Hvis man kunne lide musikken i f.eks. The Great Escape, så er der en ret stor chance for, at musikken til The Monuments Men også vil falde i ens smag. Den kan købes ret billigt via Amazon.co.uk Marketplace.

fredag den 7. februar 2014

Film på TV: Von Ryan's Express (1965)

Hvis man endnu ikke har set denne lille perle med Frank Sinatra som "Von" Ryan, så har man muligheden kl. lårt på DR 1 natten til mandag (søndag d. 9. februar). De sender den nemlig kl. 01.10.

Synopsis:

Under 2. verdenskrig bliver den amerikanske oberst Ryan interneret i en italiensk fangelejr sammen med en gruppe britiske officerer. Da Italien kapitulerer, udtænker Ryan en plan, der skal redde ham og hans medfanger ud af landet for næsen af tyskerne. Planen er lige så simpel, som den er livsfarlig. Den går ud at kapre et tog og køre gennem Alperne til sikkerhed i Schweiz.

lørdag den 23. februar 2013

Nostalgia Critic anmelder: "Pearl Harbor"

Online-anmelderen Nostalgia Critic, som har det borgerlige navn Doug Walker, var ellers gået på pension i september sidste år, men han er vendt tilbage for fuld kraft i februar i år, hvor en af hans nyeste anmeldelser er af Michael Bays "Pearl Harbor".

Jeg ejer ikke selv "Pearl Harbor", da jeg ikke synes, at det er nogen specielt god film og jeg gider ikke eje en film pga. en halv times flotte effekter i forbindelse med angrebet på Pearl Harbor. Det ville være lidt for tyndt. Jeg er meget enig med Nostalgia Critics kritik-punkter ang. filmen og de få positive ting, som han har at sige om den.

mandag den 18. februar 2013

Film på TV: The First of the Few AKA Spitfire (1942)

Fredag d. 22. februar kl. 20.50 og lørdag d. 23. februar kl. 01.30 viser DR K den britiske krigsfilm The First of the Few AKA Spitfire fra 1942.

Den er instrueret af Leslie Howard og har David Niven og Leslie Howard i hovedrollerne.

Synopsis:

"Aldrig har så mange haft så få at takke for så meget", sagde den britiske premierminister Winston Churchill om jagerpiloterne i Royal Air Force efter Slaget om England i 1940. Flyet, der viste sig at være de tyske fly overlegne, var Spitfire. Flykonstruktøren R. J. Mitchell kæmpede bravt både med et skrantende helbred og materialemangel for at designe og konstruere det jagerfly, der skulle vise sig at blive briternes triumfkort under luftslaget om England.